For at forstå dagens virkelighed på Sardinien er det nødvendigt at tage en kig tilbage på dets Historie, hendelserne der i tidligere tider har haft en påvirkning på landskabet og Sardiniens befolkning: ensomheten til de udstrægte bjerg og kystlinjer og den medfødte gæstfrihed, det krystalklare hav, de iøynefallende folkedragte samt alle de kontraster der aldri vil holde op med at forbløffe de opmærksomme besøgende og som aldrig vil blive genkendt og værdisat nok. Det er nok at tænke på de store artistiske værdier i de romersk sardinske kirker, eller på at øen er den regionen der har den mest håndgribelig arkeologiske virkelighed: skibsvrag, disse ekstraordinære sten monumenter som man kan møde på for hvert skrit man tager, og de ligger der nede i de daler, på disse åser og nogle gange også internt i nogle landsbyer, fra den femtende århundrede f.Kr. og uansæt i 3500 år.
Fra 1600 til 600 f.Kr. udviklede den Nuragiske Civilisation sig på øen og den nåede sit højdepunkt rundt år 1000 f.Kr.; de nuragiske tårn repræsenterer de mest facinerende eksempel på øens arkeologiske skatter
De blev konstrueret med den såkaldte “falsa volta” en teknik der indebærer at man lægger stenerne i cirkel og hele tiden nærmere centrumet af tårnet for således at give form til de forskellige lokalene i konstruktionen. I hoved tårnene laves der rent faktiskt to eller tre saler (hele tiden mindre jo højere op). I begynnelsen blev disse neuragiske byggværk konstrueret med kun et tårn (og som nettop omtalt, bestående af to eller tre etager).
I efterkant, når begivenhederne ved Middelhavet indikerede eminente invationer af øen, blev de neuragiske tårn forsterket ved at omgive de med sekundærtårn og forsvarsbastioner. Omkring nogle nuragi tårn finder man også enkelte steder ruiner efter staller samt i forskellig antal finder man landsbyer der blev konstrueret også længre vække fra nuragitårnene, eller fortsat rundt nuragiske santuarier og hellige brønder. I disse sidste blev vandet, der det alltid var lide af på øen, afholdt som en gudegave.
Gravpladserne fra den nuragiske periode bliver kalt gigantenes graver. De godt bevarede eksemplarene består af en lang megalit korridor (store skvadrate masser) som konstruerer fælles graven samt en exedra bue, hvor der i centrum af denne nesten alltid finnes et minneplate monument, nogle er over tre meter høje med en vægt på godt på flere ti ton.
Den nuragiske kunst-smag bringes frem i de berømte bronzeminiaturer der repræsenterer såvel de dominante kaste (ypperstepreste, krigere)som befolkningen i hverdagen samt dyr, små offerbåder og små modeller af nuragi tårn.
